Virsomhedsplan 2010
1. Forord
Hermed byder vi velkommen til Frilandsbørnehaven Enghøjs virksomhedsplan for år 2010/2011.
Formålet med virksomhedsplanen er dels at være et internt arbejdsredskab til personalet, dels en synliggørelse af arbejdet i institutionen og den bagvedliggende pædagogik. Ydermere er den et fælles udgangspunkt for samarbejde mellem forældrene og personalet.
En ganske almindelig dag i en børnehave er altid mættet med oplevelser. Derfor er det svært at videregive alle de tanker, følelser og samspil, som børn og voksne indgår i. Vi har valgt at beskrive det, vi synes er vigtigst, men glem nu ikke, at en hverdag også består i bare at være til, at være sammen og ikke mindst i disse fortravlede tider - at give tid til - og mulighed for fordybelse.
Interesserede er altid velkomne til at besøge os, opleve stemningen og se de fysiske rammer såvel indendørs som udendørs.
Virksomhedsplanen er udarbejdet af institutionens leder og medarbejderne.
1.1. Daginstitutionens grundlæggende opgave:
Frilandsbørnehaven Enghøj er oprettet i henhold til lov om social service.
I § 8 står der:
”Dagtilbuddene skal i samarbejde med forældrene give børnene omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.
Dagtilbuddene skal give mulighed for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.
Dagtilbuddene skal give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar og som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.
Dagtilbuddene skal medvirke til at give børnene forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen.”
I § 8 a, stk. 2 står der:
”Det enkelte dagtilbud skal udarbejde en pædagogisk læreplan for børn i aldersgruppen ½-2 år og aldersgruppen fra 3 år til skolealderen, der giver rum for leg, læring og udvikling.
Den pædagogiske læreplan skal med udgangspunkt i sammensætningen af børnegruppen beskrive dagtilbuddets arbejde med mål for læring og indeholde overordnede pædagogiske beskrivelser af relevante mulige aktiviteter og metoder. Herudover skal det beskrives, hvordan udsatte børns læring understøttes. Læringsmålene er fælles overordnede mål for, hvilke kompetencer den pædagogiske læringsproces i dagtilbuddet skal lede frem imod, jf.stk.1.
Socialministeren fastsætter nærmere regler for indhold af og overordnede mål for læring i dagtilbuddene.
Dagtilbuddets forældrebestyrelse samt kommunalbestyrelsen godkender den pædagogiske læreplan. Læreplanen evalueres årligt af forældrebestyrelsen i dagtilbuddet med henblik på eventuel revision.” Kolding kommune udmønter loven i opgaver, som institutionerne forventes at varetage. Til orientering kan opgaverne ses i Håndbog for forældrebestyrelser i Kolding kommune, samt i Ramme for pædagogiske læreplaner i dagtilbud i Kolding kommune, som kan ses på www.Kolding.dk
1.2. Børneudvalgets udmeldte servicemål for 2006:
Børneudvalget vil sikre, at:
- der sker en fortsat prioritering af daginstitutionernes bygningsmæssige opdatering med udgangspunkt i rapporten ”Handlings- og perspektivplan for opdatering af daginstitutioner i Kolding Kommune”.
- der sker en implementering og evaluering af pædagogiske læreplaner i dagpleje og daginstitutioner.
- der sker en forberedelse af kommunesammenlægningen på driftsniveau.
- der sikres en forbedring af arbejdsmiljøet i dagplejen med særligt henblik på at mindske belastningsskader.
- der fortsat er fokus på, at ressourcerne på Daginstitutionsområdet udnyttes mest hensigtsmæssigt.
analysearbejdet i forbindelse med en forbedring af pasningsgarantien fortsætter med henblik på en mere hensigtsmæssig placering og tildeling af pladser i kommunen.
2. Indledning
2.1. Frilandsbørnehaven Enghøjs fysiske rammer:
Frilandsbørnehaven Enghøj er en privat daginstitution startet på privat initiativ af en aktivitetsgruppe bestående af forældre og tidligere medarbejdere i legestuen Pandora.
Enghøj er etableret i to gårdlænger på Enghøjgård. Vi er normeret til 52 børn i alderen 0-6 år.
Vores udeareal består af en legeplads med god plads til udfoldelse, samt en eng med tilhørende sø og nærliggende naturområder. I det hele taget en legeplads, der udfordrer børnenes motorik, fantasi og kreativitet. I den ene staldlænge har vores dyr til huse. Dem besøger vi dagligt og har dem også med ud på legepladsen, når vejret tillader dette.
Vi har udvidet det fysiske rum ved at etablere en udegruppe, sammensat af de ældste børn, der mere målrettet udforsker naturen og verden uden for børnehaven.
2.2. Praktiske oplysninger:
Åbningstid: Mandag-torsdag. kl. 6.30 16.30.
Fredag kl. 6.30 - 15.30
Pris: 1.612 kr. pr. måned inkl. frugtordning (3-6 årige)
2.362 kr. pr. måned (0-3 årige)
Afbud: Ved fravær skal børnehaven informeres.
Sygdom: Vi modtager ikke børn med smitsomme sygdomme, som diarre, øjenbetændelse m.m. Syge børn skal blive hjemme.
Påklædning: Børnene skal have praktisk tøj på.
Der skal være skiftetøj i kassen på barnets plads i garderoben.
Vi går ud hver dag, uanset vejret.
Derfor er det vigtigt med hensigtsmæssig påklædning.
Mad: Børnehavebørnene skal have madpakke med til frokost. Der er økologisk frugtordning
Vuggestuebørnene får serveret mad dagligt.
Fødselsdag: Barnet kan medbringe lækkerier. Forældrene er meget velkomne til at deltage i fødselsdagsfesten. Vi tager gerne hjem, hvis vi bliver inviteret.
Hente/bringe: Hvis barnet bliver hentet af andre end forældrene, skal vi have besked.
2.3. Personalet i Frilandsbørnehaven Enghøj:
Ledelse:
Leder: Ilse Ludvig, e-mail: ilsemlorenz@gmail.com
Souschef: Anna Danielsen, e-mail: aadanielsen007@hotmail.com
Medarbejdere:
Personalenormeringen er i år 2010 på 349,5 timer ugentligt.
Fordelt på:
Leder 37 timer
Souschef 37 timer
Pædagog 37 timer
Pædagog 37 timer
Pædagog 34 timer
Pædagogmedhjælper 37 timer
Pædagogmedhjælper 30 timer
Pædagogmedhjælper 31,5 timer
Støttepædagog 22 timer
Studerende 37 timer
Rengøringsassistent 10 timer
Resterende timer til vikar
Herudover modtager vi personer i jobtræning, aktivering o. lign.
Målsætning for personalet:
Det er Enghøjs mål at skabe rammer, som udvikler den enkelte medarbejders individuelle kompetencer, og som skaber helhed, samarbejde og arbejdsglæde.
Derfor vil vi skabe et arbejdsmiljø, hvor hver enkelt medarbejder føler sig betydningsfuld og respekteret.
Vi har medarbejdersamtaler en gang om året, hvor hver enkelt ansat, i samarbejde med lederen, snakker trivsel og kommende udviklingsforløb.
2.4. Institutionens opbygning og økonomiske rammer:
Bestyrelsen:
Enghøjs ledelse består af en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse. Bestyrelsen består af 5 medlemmer og er sammensat på følgende måde:
- 3 medlemmer valgt blandt forældrene.
- 1 medlem valgt af personalegruppen.
- Lederen og souschefen deltager i alle bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret.
Der er valg af forældre til bestyrelsen hvert år. Forældrerepræsentanterne vælges for 2 år. Der vælges desuden mindst 1 forældresuppleant. Disse sidder for 1 år og deltager i bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsens målsætning er følgende:
- Vi ønsker en meget aktiv bestyrelse.
- Vi er en privat institution og bestyrelsen er derfor virksomhedens omdrejningspunkt. Vi ser gerne at forældrene ønsker at være aktivt med i børnenes hverdag til at bedre institutionen for deres børn.
Økonomi:
Børnehaven sørger selv for de administrative opgaver herunder bogføring, forældreopkrævning m.m.
Der udarbejdes hvert år et budget for børnehaven. Der laves hvert kvartal et kvartalsregnskab som sammenholdes med budgettet. Dette fremlægges til godkendelse på førstkommende bestyrelsesmøde.
Der ydes et kommunalt tilskud til drift, bygninger og administration pr. barn jf. gældende lovgivning herom.
Herudover opkræves forældrebetaling, som fastsættes af børnehaven.
2.5. Forældresamarbejde:
Samarbejdet mellem forældre og personale tager udgangspunkt i tillid, åbenhed og gensidig respekt.
Dialogen er derfor vigtigt i det daglige samarbejde med forældrene, hvor vi kan informere gensidigt om barnets trivsel.
Vi mener også, at det er af stor betydning, at vi får sagt ordentligt goddag og farvel til hinanden hver dag.
Hver stue har en tavle, hvor dagens oplevelser og informationer står skrevet.
I gangen har vi en væg med fotos fra børnenes aktiviteter.
Forventninger til forældrene:
Vi har forventninger om, at:
- forældrene holder sig orienteret om dagligdagen i børnehaven bl.a. gennem nyhedsbreve, opslag på stuetavlerne.
- forældrene reagerer på alle udsendte informationer, der kræver tilbagemelding, eksempelvis ferietilmeldinger.
- forældrene løbende orienterer personalet om forhold, der har indflydelse på barnet trivsel.
- forældrene respekterer og overholder institutionens åbningstider.
Det er forældrene, der har det grundlæggende ansvar for børnenes opvækst og trivsel. Personalet har i kraft af sin faglige baggrund pligt og mulighed for at vejlede og underbygge forældrenes undrende spørgsmål, bekymringer el.lign. Vejledning kan både tage udgangspunkt i forældrenes ønske om vejledning eller være begrundet i barnets fysiske/psykiske eller sociale vanskeligheder. Personalet behandler selvfølgelig forældrenes informationer med diskretion, respekt og er bevidst om sin tavshedspligt.
Vi tilbyder samtaler efter den enkelte families behov.
Personalet har, i henhold til bestemmelser om indberetningspligt i Lov om social service, pligt til at beskytte børn, der er truet i deres udvikling og mistrives. Personalet vil i disse situationer indberette deres observationer til socialforvaltningen i Kolding kommune.
Som hovedregel gøres der ikke brug af underretningspligten uden, at forældrene er informerede.
Vi har forældremøde en gang om året, hvor der er valg til forældrebestyrelsen.
2.6. Eksterne samarbejdspartnere:
Tværfagligt samarbejde:
Omkring nogle af børnene samarbejder vi med andre fagfolk, som kommunens pædagogiske konsulenter, psykologer, talepædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, sagsbehandlere, sundhedsplejersker og dagplejen.
3. Præsentation af Frilandsbørnehaven Enghøj
3.1. Det pædagogiske værdigrundlag:
Vi ønsker, at børnene i Frilandsbørnehaven Enghøj, igennem det daglige samvær med andre mennesker og dyr, udvikler en helhedsforståelse for deres omgivelser. Børnene lærer herigennem at tage ansvar og have respekt for hinanden, andre mennesker, dyr og naturen. Igennem engagement og samvær ønsker vi at skabe en tryg og kærlig kontakt til børnene. Vi tillader os faktisk at elske børnene!
Med baggrund i børnenes familie, alder og udvikling, er det afgørende for os at skabe helhed i hverdagen samt trygge rammer, hvor der er base for udvikling af selvværd gennem dagligdagsaktiviteter og samvær.
Vi finder det vigtigt, at:
- børnene mødes med respekt.
- børnene oplever tryghed og omsorg.
- børnene får tid og rum til fordybelse i udviklende omgivelser.
- børnene får styrket deres selvværd.
- børnene knytter venskaber og får muligheden for at fastholde dem.
Derfor mener vi, at det er værdifuldt at:
- børnene møder empati og anerkendelse.
- børnene møder voksne, der er autentiske og synlige.
- børnene møder voksne, der er nærværende og omsorgsfulde.
- børnene møder voksne, der viser tillid og personligt engagement.
- børnene møder stabilitet og forudsigelighed.
3.2. De pædagogiske principper:
Enghøj skal være et sted, hvor der er trygt og rart at komme. Vi forsøger at skabe en dagligdag, som ikke er stressende og hvor børnene møder voksne, der er i balance med sig selv. Dette set i forhold til følgende: at lytte, trøste, give et knus, bestræbelse på at nå om hvert enkelt barn i løbet af en dag, grine, sætte grænser, lege, fodre dyr, tænde bål osv.
Vi ønsker, at Enghøj er et sted, som man om mange år husker som et godt sted. Et sted, hvor der er tid til hvert enkelt barn, frihed til at vælge og hvor der er voksne der har tid og lyst til at fordybe sig.
Respekt for
Barnets behov
For leg
For frigørelse
For lyst
For lyst til at leve og gøre nytte
Lyst til at prøve
Lyst til at vide mere
Respekt for barnets behov
For virkeligheden
Som indhold i legen
Som krav og tro på
At man kan klare sig
Som en spore
Til at udvikle sig videre
Af: Eva Norren - Bjørn
Beskrivelse af dagsrytme:
Børnehavebørnene er aldersfordelt på 2 stuer; larverne og sommerfuglene. Derudover er der selvfølgelig ”vuggen”.
Vi starter dagen kl. 6.30 med morgenmad til dem, som ikke har spist hjemmefra. Der tilbydes dog senest morgenmad indtil kl. 8.00.
Vi leger indtil kl. 9.00, hvorefter der er frugt og samling. Herefter er der diverse pædagogiske aktiviteter, både inde og ude.
Kl.11.00 spiser vi madpakker og så er det puttetid for de børn, der sover til middag. De resterende børn leger enten inde eller ude, eller er på tur i nærområdet.
Kl. ca. 14.00 spiser vi frugt og derefter leger børnene ude eller inde. Herefter bliver børnene afhentet. Det er vigtigt, at forældrene sikrer, at børnene får sagt farvel til en af de ansatte.
Hver tirsdag formiddag, sidst på efteråret, besøger de kommende skolebørn børnehaveklassen på Skanderup friskole, hvor de er med til formiddagens program.
3.3. Ugentlige aktiviteter i Frilandsbørnehaven Enghøj:
Vores mål er:
Vi ønsker at skabe en fælles forståelse og ejerskab omkring de ting, som vi har valgt at prioritere højt i Frilandsbørnehaven Enghøj.
Nogle af de ting, som vi prioritere højt er dyr, udeliv, daglige sysler/gøremål og andre lign. aktiviteter. I forbindelse med disse punkter, har vi i dagligdagen generelt som mål, at fokusere på motorik og udeliv Disse går hånd i hånd med vores egentlige værdier, intentioner og læringsmål. ( se afsnit 4.5.)
Børnehaven bygger på fra jord til bord princippet. Her får børnene et naturligt forhold til naturen, landbruget og de fødevarer vi henter der. Dette omhandlende både dyr og planter.
Vores mål med dyrene, naturen og de daglige sysler/gøremål er bl.a. at give børnene en følelse af ansvar, i og med, at de har en vigtig funktion i forhold til de opgaver der skal udføres.
Børnene bliver en del af et fællesskab, hvor man viser omsorg for sine omgivelser, for hinanden og sig selv.
Børnene får mulighed for at tumle, kravle og bevæge sig mest muligt rundt i naturen.
Vi ønsker en børnehave, hvor børnene får jord på fingrene og klapper dyrene. Hvor der er urter og blomster på legepladsen, frugt på træerne, bær på buskene og grøntsager i bedene. Kort og godt, at omgivelserne er inspiration til evig leg og læring. Hvor sanserne bliver stimuleret af dufte og smag. Hvor vi har dyr. Ikke bare for produktionens skyld, men også for hyggens og det lærende element i dette.
Derfor gør vi følgende:
For at alle kan tage del i arbejdet med dyrene og de daglig sysler, har vi for øje, at alle børn så vidt det er muligt, er med til de forskellige gøremål. Her er både de yngste og ældste børn blandede. Personalegruppen har hver især ansvaret for forskellige gøremål.
- fodring af og rengøring hos dyrene.
- ophængning af vasketøj.
- pasning af højbede og blomsterkasser.
- tømning af postkasse og skraldespand.
- Vandning af blomster.
- Græsslåning.
Nogle børn hjælper til, mens andre går til og fra, mens det praktiske arbejde udføres, som en naturlig del af det, der ellers sker på legepladsen.
I løbet af ugen planlægges og gennemføres andre aktiviteter, som foregår stuevis. Nogle af aktiviteterne er selvfølgelig årstidsbestemt, såsom: sætning af blomsterfrø, høst, spireforsøg osv.
Børnene skal være med i den naturlige del af dyrenes liv. Af og til kommer der unger og når et dyr dør eller slagtes, har børnene også mulighed for at være med.
3.4. Traditioner i Frilandsbørnehaven Enghøj:
Vores mål er:
Traditioner har stor værdi for børn og forældre i børnehaven Enghøj og skaber fællesskab, samt er med til at markere årets gang.
Derfor gør vi følgende:
I børnehaven Enghøj har vi en del traditioner, der markere årets gang. Disse giver anledning til fester og aktiviteter f.eks. fastelavn, Skt. Hans, høst og jul. Bl.a. fejres nytår og påske med en frokost, hvor vi alle er samlet i et rum.
Vi afholder bl.a. også bedsteforældre/Luciadag, juletræshentning, hvor forældre og søskende også deltager, Juletur til Hjarups kirke, hvor børnene opfører juleevangeliet. Arbejdsdage med forældrene, overnatning for de kommende skolebørn, osv.
Fødselsdag er en stor dag for både børn og voksne. Derfor gøres der meget ud af at fejre denne dag efter alle kunstens regler. Derfor har vi her indarbejdet faste traditioner, som holdes i hævd.
En anden betydningsfuld dag er, når et barn eller voksen slutter i børnehaven. Det er vigtigt, at få sagt ordentlig farvel, da dagen udgør et væsentligt vendepunkt i såvel barnets som den voksnes liv.
4. Den pædagogiske læreplan for Frilandsbørnehaven Enghøj
4.1. Det pædagogiske arbejdsgrundlag:
Det pædagogiske arbejdsgrundlag tager afsæt i visionen for læring i temaerne relation, anerkendelse og leg.
Relationer og anerkendelse:
Vi mener, at udvikling skal foregå i et miljø, hvor grundlaget beror på relationer og anerkendelse. Det er netop i kontakten mellem mennesker, at grundlaget for al udvikling og læring skabes. Den menneskelige viden udvikles, overføres og vedligeholdes gennem det relationelle samspil.
For at kunne arbejde herudfra, er det af stor betydning, at personalet reflekterer over den pædagogiske praksis og handlemønstre. I det hele taget bevidstgør sig i forhold til kvaliteten af samspil.
Desuden er det værdifuldt, at der gives plads til fordybelse, så det lærte kan bundfælde.
Ydermere skal man have for øje, at der findes forskellige måder at lære på. Nogle lærer bedst ved at røre og føle på tingene andre lærer gennem det talte ord andre ved at se tingene, mens andre igen lærer ved kropslige udtryksformer. Vi bestræber os på at tilbyde børnene de bedste muligheder med fagligt indblik og indlevelse i det enkelte barns niveau.
Leg:
Legen skal være en grundlæggende aktivitet for børn i 0-6 års alderen. Børn leger af lyst, og legen har en selvstændig værdi for dem. Legen skaber mening, og den er en måde for børnene at erkende og tilegne sig verden på.
Børn vælger at lege af lyst, og fordi det er sjovt. Ikke fordi legen kan udvikle sociale færdigheder det er sidegevinsten ved legen.
I legen udvikles eksempelvis:
- evnen til at eksperimentere og få pirret sin nysgerrighed.
- evnen til at vælge og tage initiativ.
- evnen til at se sagen fra en andens perspektiv.
- evnen til at beherske kroppen.
Børn lærer af de erfaringer, som de gør sig hele vejen rundt i deres tilværelse og de bærer erfaringerne med sig alle vegne. En stor del af de 0-6 årige børns vågne liv går med at lege og drage erfaringer herfra.
Det er af stor betydning, at vi som voksne omgås legen med respekt ved at sikre tid, rum og muligheder.
Vi er af den overbevisning, at hvis relationer opstår via bl.a. leg og anerkendelse, er vi som voksne forpligtiget til, at være børnenes rollemodel og sparringspartnere. En voksen der tør træde i karakter og strukturere hverdagen for børnene, således der bliver ro til fordybelse, knytte venskaber osv. Det er derfor vores opgave, at forme og skabe de perfekte rammer, ude såvel som inde, således børnene udvikles til stærke individer med rygsækken fyldt af gode sociale, intellektuelle og sproglige redskaber.
4.2. Mål for læreplanen:
Læreplanen indeholder mål for hvilke kompetencer barnet skal have mulighed for at tilegne sig i dagtilbuddet, samt overordnede overvejelser om, hvordan barnet tilegner sig disse kompetencer.
Målene i læreplanen skal løbende dokumenteres og evalueres, således man sikre det enkelte barns udvikling.
Læreplanen skal udarbejdes, så der er en læreplan for børn i alderen 0-2 år og en for børn i alderen 3-6 år. Grundlæggende arbejder vi i Frilandsbørnehaven Enghøj udfra det samme pædagogiske fundament og bruger de samme pædagogiske metoder i både vuggestue og børnehave. Derfor vil hele teoridelen i vores læreplan være den samme for børn i alderen 0-6 år. Der vil dog være en del forskellige fokusområder i forhold til vuggestuebørn og børnehavebørn.
I det følgende gennemgår vi Frilandsbørnehaven Enghøjs mål for de 6 læreplanstemaer.
1. Barnets alsidige personlighedsudvikling:
Det er værdigfuldt at:
- etablere lege - og læringsmiljøer, i forhold til barnets alder og udvikling.
- gøre det muligt for det enkelte barn at have lyst og mod til at udforske og afprøve sine egne og omgivelsernes grænser.
- styrke barnets selvværd.
- barnet mestrer sine følelser, stillingstagen og vedholdenhed.
- barnet mødes af en lydhør omverden.
Vores intentioner er derfor, at:
- lære barnet at give udtryk for sine behov og følelser og give udtryk for disse.
- barnet skal opleve at være selvhjulpen.
- lære barnet ansvarlighed overfor sig selv og andre.
- lære barnet at mærke sig selv. Eks. kulde/varme - vådt/tørt - glad/ked af det osv.
- barnet viser initiativ og selvstændighed.
- være god til at iagttage og observere børnene.
- aflæse det enkelte barns kropssprog.
Hvad gør vi i Frilandsbørnehaven Enghøj:
- viser følelser, glæde, vrede, ked af det, bange osv.
- være i nuet. Fange barnets initiativ til undersøgen og være undersøgende sammen med det.
- give barnet plads til at vise sine følelser og sætte ord på dem.
- vise barnet at det bliver set og lyttet til. Benævne barnets følelser!
- respektere barnets integritet.
- stille relevante og realistiske krav til barnet.
- udfordre eller ”skubbe” til barnet, således det oplever fornemmelsen af at kunne ”stå fast” og fornemmelsen af at kunne give efter.
- opfordre barnet til at komme med forslag i hverdagen.
- lære barnet kø-kultur.
- gør barnet selvstændig og klar til næste skift. Det være sig vuggestuegruppe til børnehave eller børnehave eller skole. (fx leger vi med tal og bogstaver, snakker om dagene, dato, måned, årstid og vejret).
- laver projekter der udvikler børnenes personlighedsudvikling. (fx projekt ”Gode venner”, projekt ”Kroppen”, projekt ”Sanser”, projekt om ”sund kost og sunde vaner”).
- små rollespil.
- deltagelse i daglige gøremål.
- lærer børnene at spise selv tage tøj på gøre sig forståelige.
- lærer børnene at være sammen om små opgaver.
Vi får feedback når:
- barnet står ved sine egne meninger og følelser.
- barnet tør stå ved sin egen mening.
- barnet fornemmer når det har brug for hjælp og omvendt.
- barnet håndtere ventetid positivt.
- barnet uopfordret tager initiativ og bidrager med forslag og initiativer i leg og fællesskaber.
- barnet er glad.
- barnet bruger begreber, som de har lært gennem de forskellige projekter.
Fokusområder for vuggestuegruppen:
- Det er vigtigt at det enkelte barn lærer at tro på egne evner og færdigheder, får styrket deres emotionelle udvikling og begrebsmæssige verden, samt har et sundt selvværd/selvbillede.
- Barnet skal møde nærværende voksne, der er i børnehøjde, dvs. på ”gulvet” med børnene. Børnene skal vide, hvor deres ”base” er, således de med tiden tør at udvide deres horisont i børnehaven.
Børn med særlige behov:
- vi laver iagttagelser, således vi finder frem til barnets styrkesider og arbejder derudfra.
- dagligdagen er struktureret og indeholder gentagelser, hvilket børn elsker. Dette kan derfor bruges overfor hele gruppen, men med henblik på børn med særlige behov.
Voksne gør børn en bjørnetjeneste, ved at gøre ting for dem, som de selv er i stand til at gøre eller er ved at lære at kunne gøre. De fratager dem muligheden for at øve sig og lære!
2. Barnets sociale udvikling:
Det er værdigfuldt at:
- børn evner at etablere relationer og fællesskaber med andre.
- børn lære at udtrykke empati og omsorg for andre.
- børn lære at tage hensyn til andre og udvise respekt.
- børn lære at løse konflikter og sige til/fra.
- børn lære at kende til demokratiske værdier.
Vores intentioner er derfor, at:
- barnet kan etablere gensidigt forpligtende venskaber og vedligeholde dem.
- barnet oplever tryghed og tillid i sine relationer til både børn og voksne. Opleve at de høre til - fællesskab.
- barnet anerkendes og respekteres, som de personer de er.
- barnet opmuntres til at deltage aktivt i demokratiske processer.
Hvad gør vi i Frilandsbørnehaven Enghøj:
- støtter barnet i at knytte venskaber gennem leg og aktiviteter.
- hjælper barnet i svære situationer, såsom: afslag, drilleri og løsning af andre konflikter.
- lære børn at forhandle og samarbejde. (Både i legen og i de daglige gøremål).
- tydelige og anerkendende voksne der sætter ord på børnenes følelser.
- børn er rollemodeller for hinanden - de store hjælper de små!
- personalet skaber forudsigelighed og overskuelighed i hverdagen.
- bibeholder basisgrupperne, som er grobund for fællesskab.
- laver projekter som styrker børnenes sociale kompetencer.
- samlinger, hvor der er plads til at børnene kan fortælle om det der rør sig her og nu.
Fokusområder for vuggestuen:
- De små børn skal lære, at give udtryk for egne behov og grænser, samt gennem relationer med andre mennesker, udvikle deres sociale kompetencer. De voksne er medvirkende til at udvikle børnenes empatiske evner. F.eks. ved at sætte ord på børnenes følelser.
- Vi leger sanglege.
- Samling med rim og remser.
- Vi lærer børnene at trøste hinanden.
- Vi lærer barnet at være stille og lytte når andre taler
- Vi hjælper barnet med at vente på tur.
- Vi leger sammen børn og voksne!!
Vi får feedback når:
- barnet udviser tolerance og omsorg overfor andre.
- barnet lytter til andre.
- barnet etablerer mindst én tæt og nær relation.
- barnet giver udtryk for glæde over sit forhold til andre.
- barnet selv klare mindre konflikter ved hjælp af dialog.
Børn med særlige behov:
- vi laver iagttagelser, således vi finder frem til barnets styrkesider og arbejder derudfra.
- børnene skal lære at anerkende og imødekomme de anderledes børn.
- når alle bør have en ven, gælder det selvfølgelig også grå - zone børn.
- vi må have for øje, om alle er med i aktiviteterne og støtte der hvor der er behov for det.
3. Barnets sproglige udvikling:
Det er værdigfuldt, at:
- barnet kan udtrykke sig i forhold til andre børn og voksne.
- barnet får et godt ordforråd og forståelse.
- barnet kan udtrykke egne tanker og følelser.
- barnet kan anvende sproget til konfliktløsning.
- barnet får kendskab til forskellige kommunikationsformer, såsom: rim og remser, eksistens af tal og bogstaver, dialog osv.
- barnet opnår at tale sit modersmål og lære dansk.
Vores intentioner er derfor, at:
- være opmærksom på det enkelte barns sprog og integrere sprogstimulering i dagligdagen.
- barnet lærer at bruge ord og sproglige udtryk, såsom: talesprog, skriftsprog, kropssprog, billedsprog osv.
- barnet lærer at bruge sproget, så det kan forstås af dets omverden.
- barnet formår at lege med sproget lege med ord, rim og remser.
- barnet turde spørge og fortælle.
- barnet lærer at huske f.eks. navne, steder og detaljer.
- barnet evner at modtage en kollektiv besked, samt lytte til historier, der fortælles/oplæses.
Hvad gør vi i Frilandsbørnehaven Enghøj:
- højtlæsning, eventyrfortællinger, røverhistorier m.m. Den voksne varierer stemmelejet afhængig af stemning og følelser i historiens handling!
- rim og remser, hvor vi leger med ordene.
- leger med bogstaverne og lydene.
- sætte ord på de aktiviteter, gøremål o. lign, som vi laver i hverdagen.
- motorik, hvor vi mere specifikt træner tungemusklen, laver forskellige og høje lyde, forsøger at slikke nutella af over og underlæben, læser ”Tea Tunge” osv.
- personalet sætter ord på handlinger - det vi går og gør!
- laver samlinger, hvor der bliver snakket om årstiden, dagen, måned, samt det der rør sig lige nu hos det enkelte barn. Øvelsen i at lytte!
- købmandsbutik i stalden.
- bruger talepædagog, som sparringspartner.
- laver små spontane rollelege og rollespil sammen med børnene.
Fokusområder for vuggestuen:
- For børn i alderen 1/2 - 3 år foregår sprogtilegnelsen på mange niveauer. Mange af børnene har endnu ikke noget talt/forståeligt sprog, mens andre taler flydende. Derfor arbejdes der mere målrettet i vuggestuegruppen med kropssprog, mundmotorik, sange med fagter og vrøvleord, pegebøger og mindre historier, samtaler om stort og småt osv. Med andre ord er nøgleordet - gentagelser! Der bliver sat ord på alt i hverdagen.
• De voksne sætter ord på børnenes handlinger i dagligdagen.
Vi får feedback når:
- børnene genkender rim og remser og sange.
- børnene bruger det verbale sprog som kommunikationsform i leg og konfliktløsning.
- børnene genfortæller historier og oplevelser.
- børnene tør at ytre sig til f.eks. samlingsstund.
- børnene i vuggestuegruppen tilegner sig nye ord.
Børn med særlige behov:
- samarbejde med forældre, talepædagog og evt. sundhedsplejerske og fysioterapeut.
- være opmærksom på, at bruge få, men konkrete ord.
- være ekstra opmærksom på, hvorvidt barnet har forstået en evt. kollektiv besked, aktivitetens mål osv.
4. Krop og bevægelse:
Det er værdigfuldt, at:
- kunne bevæge sig og videreudvikle kroppens funktioner og bevægelser.
- børnene udvikler en god balance.
- børnene udvikler deres fin - og grovmotorik.
- børnene videreudvikler sine sanser.
- børnene får lov at røre ved forskellige ting.
- få bevidsthed om egen krop, herunder kost, sundhed og hygiejne.
- være selvhjulpen i forhold til alder og udvikling.
- være i besiddelse af gode reflekser.
Vi har derfor intentioner om, at:
- støtte børnene i nye og egne udfordringer.
- have alderssvarende, alsidige og udviklende legeredskaber.
- børnene bliver selvhjulpne.
- skabe miljøer der styrker børnenes fin - og grovmotorik.
- børnene oplever forskellige sansemiljøer.
Hvad gør vi i Frilandsbørnehaven Enghøj:
- vi tilbyder varierede bevægelsesmiljøer såsom: ture i skoven, nærmiljøet, mark/engvandring, bevægelseslege, motoriske aktiviteter på legepladsen, hulebygning osv.
- dansetime en gang ugentligt.
- træværksted i stalden.
- aktiviteter med motorikbold, koldbøtter, balancebold osv. - Gymnastik!
- personalet udvikler forskellige sansemiljøer afhængig af årstiden.
- massage.
- øve sig i selv at tage tøj på - garderobe.
- toiletbesøg. Projekt ”Rene hænder”.
- videreudvikle finmotorikken ved at klippe, tegne, male, gøre rent ved dyrene osv.
- temaer såsom: kroppen, forhindringsløb, sansebane, sund kost, osv.
Fokusområder for vuggestuen:
- vigtigt at specielt de små børn oplever vekslen mellem det vilde og det rolige - arousel! Får en fornemmelse af sig selv og sin krop.
- Rytmik.
- Sanglege.
- Kravler selv op og ned af stole og pusleborde.
- Vi servere sund og alsidig kost.
- Børnene øver sig i selv at tage tøj og sko på.
Vi får feedback når:
- børnene fornemmer oplevelsen ved at blive forpustet, varm/kold.
- børnene kan koordinere sine bevægelser under de motoriske udfordringer.
- barnet siger: ”se mig” eller ”jeg kan selv”.
- børnene udfordrer sig selv i forskelligt terræn på eget initiativ.
- børnene bliver mere modige til at udforske forskellige materialer.
- børnene bliver mere selvhjulpen og udviser glæde ved at bruge kroppen.
Børn med særlige behov:
- ved hver aktivitet, må vi være særlige opmærksomme på børnenes udviklingsstadie.
- lave løbende observationer på børn med særlige behov.
- vi skal være opmærksomme på de hjælpemuligheder der er i form af samarbejde med sundhedsplejerske og fysioterapeut.
5. Naturen og naturfænomener:
Det er værdigfuldt, at:
- barnet lærer kategorier såsom, vægt, form og antal at kende.
- barnet får kendskab til og oplever glæde ved naturen. Både dyr og planter.
- barnet bliver bevidst om miljøet og handler respektfuldt i forhold til naturen.
- barnet oplever, hvor stor verden er udenfor hjemmet/institutionen. (Oplever naturen som et rum for leg og fantasi)
- barnet oplever årets gang. Såning, plantning, høst, træets vækst, naturens ændring gennem årstiderne osv.
- barnet opdager, hvordan krop og sanser stimuleres i naturen.
- barnet kan udfolde sig frit, både med lyde og bevægelser.
Vi har derfor intentioner om, at:
- bruge nærområdets muligheder, såsom: skov, eng, sø og marker.
- indrette vores legeplads, således den byder på forskellige muligheder og er inspirerende for fri leg og aktiviteter.
- give børnene ny viden om naturen.
- give børnene mulighed for at eksperimentere og afprøve egne grænser i naturen.
Hvad gør vi i Frilandsbørnehaven Enghøj:
- giver børnene rig mulighed for udendørs leg.
- børnene får redskaber til at undersøge naturen med f.eks. forstørrelsesglas, krible-krable dåser osv.
- imødekommer børnenes spontane ideer. Eks. En pind bliver til en pistol, grannåle bliver til kløpulver osv.
- vi løfter og bære på store stammer og ser, hvad der gemmer sig under den store sten.
- bålaktiviteter, hvor børnene får oplevelser med ilden - både som samlingspunkt og med madlavning udendørs.
- forskellige aktiviteter afhængig af årstiden. Drageflyvning om efteråret, leg med vand om sommeren osv.
- laver højbede med krydderurter og grøntsager.
- blomsterbede med adskillige blomster afhængig af årstiden.
- kaniner, høns, marsvin og skildpadder.
- buske med bær.
- træværksted i stalden.
- sandkasser både ude, under halvtag og inde i stalden.
- næsten uberørt natur i form af engen, hvor der er mulighed for at finde biller, edderkopper osv.
- fortæller røverhistorier, som fremdyrker det mystiske for at styrke børnenes fantasi, humor og kritiske tilgange til det de får at vide (var det kattespor - eller var det måske fodspor fra ”Løven Løg”?)
- heldagsudflugter i naturen.
Fokusområder for vuggestuen:
- Det er vigtigt, at børnene kommer ud hver dag, så de mærker de forskellige årstider, med alt hvad det indebære, såsom regn, sne, frost, blæst og sol.
- Børnene skal gøres opmærksom på dyrelivet omkring dem, såsom fugle, biller, regnorme, edderkopper osv.
Vi får feedback når:
- barnet viser glæde ved at opholde sig i naturen.
- barnet stiller nysgerrige spørgsmål og kommenterer, hvad det ser.
- udviser omsorg og respekt for vores dyr.
- barnet udforsker naturen på eget initiativ.
- barnet bliver fortrolig med at opholde sig i naturen.
Børn med særlige behov:
- aktiviteterne udenfor må være så rummelige, at alle kan være med.
- børn kan være rollemodeller for hinanden. Vise hvordan man behandler planterne, dyrene og brugen af legeredskaberne.
- netop naturen og udelivet er en taknemmelig legekammerat i forhold til børn med særlige behov. Der er gode sociale og motoriske udfordringer.
6. Kulturelle udtryksformer og værdier:
Det er værdigfuldt, at:
- få en forståelse for og kendskab til den danske kultur og mærkedage, samt andre kulturer i mindre omfang.
- have kendskab til danske traditioner.
- kunne begå sig overalt i forskellige sammenhænge.
- have kendskab til kulturelle udtryksformer.
- have kendskab til klassikere herunder eventyr, sanglege, sange, lege, bøger, film osv.
- at kunne udfolde sig kreativt.
Vi har derfor intentioner om, at:
- lære børnene at der er forskellige måder at udtrykke sin kreativitet på, hvordan man opfører sig i forskellige sammenhænge.
- give ”næring” til barnets leg. (Hjælpe barnet på vej i fantasien, brug af forskellige materialer o. lign.)
Hvad gør vi i Frilandsbørnehaven Enghøj:
- vi lytter til musik og historier, holder samling, hvor der fortælles om sammenhænge, der udvider børnenes horisont.
- vi tager ud og oplever verden udenfor Enghøj.
- vi laver rollelege, musik, sang og dans osv.
- laver dukketeater.
- samlinger, fødselsdage, årstids bestemte aktiviteter, forældre/bedste forældrearrangementer osv.
- læser i bøger/fortællinger.
- tager på biblioteket.
- tager i svømmehallen, når muligheden byder sig.
- besøg på Flyvestation Skrydstrup.
- tur til HC Andersens Fyrtøjet.
- de ældste børn lære om dagene, dato, måned, tal m.m. via magnettavle.
- holder ved traditioner - som fødselsdage, jul, påske og fastelavn.
- brug af forskellige materialer, såsom: ler, gips, maling, planter som males med, collager osv.
- materialer der er tilgængelige og synlige for børnene, hvilket gør det muligt for dem at bede om dem.
- lærer barnet ganske almindelig gode maner - sidde stille, mens man spiser, tale ordentlig til hinanden, rydde op efter sig, osv.
Fokusområder i vuggestuegruppen:
- børnene vil blive præsenteret for mange kreative aktiviteter, i løbet af deres vuggestuetid.
- gåture i nærområdet, kirke, skov osv.
Vi får feedback når:
- barnet kan genkende de forskellige traditioner.
- barnet kender til årets gang.
- barnet selv spørger ind til en aktivitet.når barnet, uden at tænke over det, rydder op efter sig, venter på sin tur osv.
Børn med særlige behov:
- ved traditioner, såsom f.eks. julefrokost, er det en godt ide, at støtte og skabe den nødvendige ro omkring barnet.
4.3. Dokumentation:
I Frilandsbørnehaven Enghøj gør vi brug af følgende dokumentationsmetoder:
- opslagstavler - stuerne bruger disse til daglige og ugentlige informationer. Hvad kommer der til at foregå og efterfølgende evaluering heraf, som bliver skrevet eller hængt op ude på tavlen. (Indeholder bl.a. små søde fortællinger om børnene)
- digitalbilleder, som bliver hængt op på en tavle, således forældre kan læse og se, hvad deres barn har lavet.
- sætte indhold i barnets foto - og sangbog. Det være sig billeder, sange, tegninger, små sjove bemærkninger o. lign
- barnets egne produkter. (Årstidsfernisering/udstilling i stalden)
- videooptagelser.
- forældre - og bedsteforældre arrangementer, hvor forældre og bedsteforældre får et indblik i, hvad der foregår i børnehaven.
Vi har valgt at bruge disse dokumentationsmetoder, da de alle har noget forskelligt at byde på, samt forskellige stilarter. På den måde, vil det dokumenterede materiale blive vurderet af forskellige øjne, hænder, de personer der bedst forstår, ved at læse osv.
4.4. Evaluering:
I Frilandsbørnehaven Enghøj gør vi brug af følgende evalueringsmetoder:
- personale - og bestyrelsesmøder.
- forældresamtaler.
- vi laver målsætninger samt evalueringer af de løbende aktiviteter, hvilket børnene bl.a. er med til. Vi mener, at dette skaber en bredere og mere valid forståelse for, om hvorvidt vi opnåede målet. Vi har nemlig erfaret, at børn ikke altid oplever det samme ved en evt. aktivitet, som den voksne havde tænkt som det egentlige mål.
- 4.5. Evaluering af året 2009:
I det forløbne år har der især været fokus på følgende temaer:
- Børnemiljøvurderingen, som har været en lærerig udviklende proces for børnehaven. Vi har i det forløbne år lagt meget energi i og koncentreret os meget om BMV. Derfor har vi valgt at udsætte eventyr tema til foråret 2010.
- Projekt “Rene hænder”.
- Projekt “Gode venner”.
- Sanseprojekt.
- Projekt “spiselige planter i naturen“.
- Udover forskellige projekter og andre tiltag inde i daginstitutionen, har vi fået udviklet nye tiltag på vores legeplads og dyrehold. Vi har fået to nye kaniner, ruet 5 kyllinger ud og avlet marsvineunger. Derudover har vi fået bygget en lang blomsterkumme, bygget et træhus nede i “skoven, lavet løbeindhegninger til vores kaniner og arbejdet videre med vores pilehytte på engen.
- Sprogvurdering.
Materielle ønsker til fremtiden:
- Belægning på legepladsen.
- Klatrestativ.
5. Nye mål og udviklingstendenser i 2010:
Læringsmål for 2010:
Vi har intentioner om, at:
- fortsætte vores arbejde med Børnemiljøvurderingen og løbende evaluering afdenne.
- I foråret/sommeren 2010 vil vi lave et projekt omkring eventyr.
- skabe et trygt fundament for børnenes udvikling - også for det barn, som i situationen har brug for lidt længere til at forstå sammenhænge og overvinde sig selv til at indgå i sammenhænge.
- børnene til stadighed videreudvikler ansvarsfølelse for hinanden.
- der opstår positive sociale samspil børn og børn imellem, samt børn og voksen imellem.
Hvad vil vi gøre i praksis, for at nå vores mål?:
- have Børnemiljøvurderingen i tankerne gennem dagligdagens forløb.
- børnene mestre at drømme: hvad vil jeg, hvor vil jeg hen, hvem er jeg, hvad vil jeg være.
- Lære børnene at mestrer sin fantasi.
- Lære børnene at mestrer egen krop og udtrykke følelser.
- skabe miljøer omhandlende eventyr, såsom, fortællerum, udklædning osv.
- tage udgangspunkt i det enkelte barn.
- skabe tid og rum til børns fordybelse i drømme og fantasi.
- give børnene næring til lege.
- Projekt ”Gode venner”, skal blive en integreret del af årets løb.
- både børn og voksne laver mini teater - dramaforløb, samt rollelege. Både impulsive og planlagte!!
- lave malerier/gipscollager - fortælle en historie derudfra.
- tegne fantasifigurer.
- klippe hekse/troldemandshatte.
- afslapningsøvelser til forskelligt musik - hvad kom man til at tænke på?
- læse/fortællerkroge.
Succeskriterier kan være, at:
- Børnene har udviklet sin fantasi.
- der er blevet skabt harmoniske, udviklende og længerevarende lege, hvor forskellige børn bidrager til legens tema.
- børnene lære at bruge kroppen til at udtrykke sig.
- glade børn.
6. Pædagogiske hjælpemidler/arbejdsredskaber:
I det daglige pædagogiske arbejde benytter vi løbende følgende metoder til at synliggøre barnets udvikling:
- TRAS: Tidlig Registrering Af Sprogudvikling. En test, der giver et overblik over barnets sproglige udvikling.
- Kuno Beller en udviklingsbeskrivelse af småbørn, der giver overblik over barnets kompetencer.
- SPU: Skoleparathedsundersøgelse, der giver en bred oversigt over barnets udviklingsmæssige færdigheder i forhold til skoleparathed.